Du er her: 

Sjørring kirke

Historie

Vor Frue Kirke i Thy
Sjørring kirke blev i middelalderen indviet til Vor Frue. "Vor Frue" er Jomfru Maria, Jesu moder og Vor moder. Franskmændene kalder hende "Notre Dame" og italienerne "Nostra Signora".
Sjørring har i middelalderen spillet en betydelig rolle som kirke for den kongelige borg, der formodentlig har ligget i nærheden. Som kongelig kirke har den indtaget en fremtrædende stilling i Thy, dette er måske forklaringen på dem rige arkitektur.

Bygningen 
Sjørring Kirke er en anselig, bygning fra ca. 1200-tallet og er en af de største kirker i Thy, den overgås kun af kirkerne i Vestervig, Hillerslev og Thisted. (Oprindelig var kirkerne i Hillerslev og Sjørring lige store, men Sjørring Kirke er blevet afkortet omkring år 1500 i forbindelse med opførelsen af et tårn)
Kirken blev oprindelig opført med skib, kor og apsis (afrunding af koret) og med en tagdækning af blypladder.
Murene er bygget af lokale marksten af granit, disse sten blev tilhugget således at den ene side fik en firkantet flade (kvadersten), denne side blev placeret udvendigt i muren. Inden i murene blev mindre, og ubearbejdede, marksten placeret.
 Senere kommer der et våbenhus på nordsiden, den sydlige indgang sløjfes ("mande"-døren), præstedøren i koret sydmur sløjfes, vinduer, specielt på sydsiden, er blevet gjort større og lysere og senest er et tårn blev påsat i 1929 ved den vestlige ende.
Apsiden samt korets og skibets nordside har bevaret de oprindelige rundbuevinduer, og skibets to portaler er de eneste søjleportaler i Thy, der endnu står på deres plads, bortset fra dem i Vestervig.

Den tilmurede sydportal er den rigeste med fire søjler, der to og to flankerer indgangen.
 
Indvendig står rummene med flade bjælkelofter, og triumfmuren med velbevaret, rund korbue og flade sidealternicher er i behold. Våbenhuset er bygget omkring 1500 af gule munkesten og påsat kirken ved den nordlige dør (kvinde døren).
Indvendig har det et oprindeligt krydshvælv og rester af murede vægbænke. Af væggenes oprindelige kalkmalerier kan man i dag kun se en beskeden rest af et mønster på sydmuren til højre for prædikestolen.
Et sandsynligt tårn blev nedrevet i 1700-tallet, inden 1769, da kirken på dette tidspunkt omtales som kullet (uden tårn).
Det ny tårn blev bygget 1929 i enkle sengotiske former med H. Paludan som arkitekt. Hele bygningen blev restaureret 1875 og 1890 af F. Uldall, en restaurering der i nogen grad bidrog til dens nuværende, noget nøgterne udseende

Menighedsråd